Elias Ehlers Kropsterapi
 

Om mig

Jeg hedder Elias Ehlers og jeg er 37 år gammel. Jeg blev uddannet kropsterapeut fra Totum skolen i København (totum.dk) i 2015 og efterfølgende har jeg taget deres master class og en uddannelse som specialiseret traumeterapeut.

Jeg stiftede første gang kendskab med kropsterapi via mit arbejde. Det var i 2010 og jeg havde virkelig travlt, jeg var ret stresset og min hjerne kørte på højtryk. En dag fik vi tilbudt en times massage på arbejdet. Det viste sig at være kropsterapi og ikke "bare" massage.

Jeg lagde mig på briksen, med et hoved fyldt af tanker, der væltede rundt, mange følelser og en spændt krop. Da jeg rejste mig efter en time, som havde gjort...ondt og været lidt grænseoverskridende, var jeg fuldstændig blød. Som om mine muskler var blevet til silke.

Mest imponerende var det at mit hoved var tomt. Det var som om alt stod stille. Jeg behøvede slet ikke tænke eller bekymre mig. Jeg kunne bare være til. Jeg følte mig totalt nulstillet og glad. Sådan ind i knoglerne glad og afslappet. Det var som om der var blevet trykket på den store reset knap, og alt den tyngde jeg før havde med mig var blevet skyllet væk. I hvert fald for en stund. Det gav mig følelse af at mærke den jeg virkelig var, for første gang i lang tid.

Siden den dag har kropsterapien fascineret mig. Erkendelsen af at mærke at krop og sind virkelig hænger sammen, at hovedet påvirker kroppen og kroppen påvirker hovedet, har givet mig en ny følelse af helhed. En følelse jeg synes alle mennesker fortjener. Derfor er jeg kropsterapeut.